Bæredygtig energi
 
 
Når vi forbrænder affald på vores kraftvarmeværk, producerer vi elekticitet og fjernvarme og erstatter derved brugen af fossile brændstoffer. Vi overholder lovgivningen, og vi udleder langt færre forurenende stoffer, end miljøkravene tillader.

På Vestforbrænding gør vi, hvad vi kan for at skåne miljøet, når vi bortskaffer affald og producerer energi af det brændbare affald. Røgen bliver renset for partikler, dioxin, SO2 og NOx, som er forurenende stoffer. Derudover er udledningen af CO2 betydelig lavere ved opvarmning med fjernvarme fra affaldsforbrænding i forhold til opvarmning med olie eller gas.

Væsentlige miljøforhold
De væsentligste miljøforhold er reguleret i vores miljøgodkendelse. Det betyder, at myndighederne stiller krav til os om hele tiden at styre, måle og kontrollere at miljøforholdene er i orden. Miljømyndigheden er Miljøcenter Roskilde.

Forbrændingen
Hele døgnet rundt har vi medarbejdere placeret i vores kontrolrum, som styrer driften af anlæggene. De styrer forbrændingen og sikre af affaldet bliver brændt ordentligt ud, så der kun er slagge tilbage. De styrer samtidig rensning af røgen, så vi får fjernet støv, tungmetaller, sure gasser og dioxin.

Miljøkontrol
På affaldets vej gennem forbrændingsanlægget udøver vi en grundig miljøkontrol for at sikre, at vi ikke belaster miljøet unødigt og overholder alle miljøkrav.

Vi kontrollerer, at vores udledninger af miljøskadelige stoffer via skorsten og til kloak hele tiden overholder de gældende miljøkrav. Vi holder øje med, at vores anlæg ikke støjer eller lugter, så det generer naboerne. Vi undersøger også, om slaggen, der er tilbage, når affaldet er brændt, er i orden, inden den bliver genbrugt til vejbygning.

Sidst rettet 8. september 2011 - Af Marie Clemmesen