Miljøtekniker
 
 
Miljøtekniker i produktionsteknisk funktion • Uddannet Maskintekniker • Ansat 2003

Hvad er din rolle som miljøtekniker?
Min rolle som Miljøtekniker er bla. at indsamle og gennemgå data til kvartalsrapporteringer og grønne regnskaber. Herudover står jeg for fokusområder omkring vandbehandling, røgrens, kedelkemi, spildevandsrens og udledning. Jeg sørger også for, at de miljømæssige kontrolmålinger på emissioner på røg og spildevand bliver fortaget.

Hvad laver du på en arbejdsdag?
Jeg starter med at gennemgå gårsdagens miljørapporter. Jeg kigger på, om vi har nogle miljøoverskridelser. Hvis vi har, så kommenterer jeg på dem og følger op på, hvorfor de har været der, og hvordan vi evt. kan undgå dem i fremtiden. Så indsamler jeg data til vores kvartalsrapportering og vores grønne regnskaber. Udover det går min dag med at være med til at optimere og bistå driften i konkrete driftssitationer.

Hvordan er det at arbejde i en miljøvirksomhed?
I min stilling som miljøtekniker går meget af min hverdag med at sørge for,at vi hele tiden overholder og forbedrer os på det miljømæssige område. Jeg føler virkelig, at vi er i front i forhold til alle andre. Nogle steder er vi lysår foran andre, f.eks. omkring miljømålinger og udarbejdelse af en kvalitetshåndbog. Jeg synes det er dejligt at være et sted, hvor man går forrest og har de nyeste ting.

Hvad er det bedste ved dit job?
Det er den frihed under ansvar, som jeg har. Jeg er med til at selv strukturere, hvad jeg gerne vil. Har jeg noget, jeg gerne vil fordybe mig i, er der rig mulighed for at gøre det. Og så synes jeg, at det er spændende, at jeg aldrig ved, hvad dagen indebærer. Der sker altid nye ting, man skal tage højde for.