Gå til main indhold
23. juni 2021

Affaldsambitioner for fremtiden – ja tak!

Søren Fjord er heldig, synes han selv. Han oplever på nært hold hver dag, hvordan borgerne rykker sig på affaldsområdet, og det er med til at give ham forhåbninger for fremtiden. For borgerne er blevet meget bedre – alene på de 2,5 år hvor Søren Fjord har arbejdet på genbrugsstationen i Høje Taastrup.
Søren Fjor tager arbejdshandsker på og står i arbejdstøj på en genbrugsstation

For Søren Fjord handler det om at være med til at give de mennesker, der kommer på genbrugsstationen, de bedste betingelser for at sortere – både ved at rådgive dem direkte og ved at holde arealerne tilgængelige.

”De skal altid kunne komme af med deres affald. Containerne skal altid være trykket og kompakte, så de kan smide nyt affald derned. Jeg bliver drillet med, at jeg er ude at trykke i containerne, når bare der er en pind, der stiller op. Men for mig har det noget med signalværdi at gøre,” siger Søren Fjord og fortsætter:

”Hvis her lignede Roskilde Festival, så bliver det laissez faire. Der skal være styr på tingene. Det er en principsag. Det er i det små, detaljen ligger. Og vi bliver bedre og bedre til at sortere – det viser tallene også.”


Uddannelse af Danmarks mindste borgere

Undervisning af skolebørn giver Søren Fjord en ekstra dimension i arbejdet på genbrugsstationen. Han fremhæver særligt det gode samarbejde med Vestforbrændings Formidlingscenter som en af grundstenene i de succesfulde og eftertragtede læringsforløb, der er på genbrugsstationen i Taastrup.

”At se, hvordan børnene suger viden til sig, hvis vi gør læring interessant og sammensætter undervisningen i børnehøjde, er en sand fornøjelse. Man kan se, det virker. I forvejen ved de en masse om nedbrydningstider og sortering. Det er imponerende.”

Og for Søren Fjord gælder det netop om at lave aktiviteter med børnene, som de husker. På den måde sidder læringen allerbedst fast, understreger han: 

”For at vise børnene, hvordan vi sorterer, og hvad der kan genanvendes, tager vi visir på og smadrer et fjernsyn med en hammer. Det synes børnene er ekstremt spændende, og de lærer samtidig hvordan de enkelte dele af fjernsynet skal sorteres og derefter genanvendes.”


Forskellighed og kommunikation er nøglen til succes

Søren Fjord fortæller, at sammensætningen af medarbejdere på genbrugsstationen gør det værdifuldt at gå på arbejde hver dag. Han forklarer, at hans kolleger kommer med vidt forskellige uddannelser og erfaringer, som de med succes anvender i deres daglige arbejde og i dialogen med borgere og erhvervsdrivende:

”Jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet med de kolleger, jeg har her på genbrugsstationen. Der er ikke noget, vi ikke kan. Vi er tidligere SOSU’ere, politimænd, sømænd og trykkere og meget andet. Det er en god sammensætning. Og så hjælper vi hinanden med stort og småt. Venskab er det ord, jeg vil bruge.”

For Søren Fjord er arbejdet med de nære relationer på genbrugsstationen en af de ting, der giver værdi, når menneskers holdninger til affald skal rykkes. Det handler om at møde borgerne der, hvor de er, og sagligt begrunde hvorfor de for eksempel skal sortere på en bestemt måde.

”Tidligere havde du pladskonger, der gik rundt herude. Genbrugsstationen blev brugt som et sted, hvor du parkerede folk, som ikke kunne bruges til andet. I dag forholder det sig helt anderledes, og man skal kunne meget mere,” siger Søren Fjord og påpeger, at han også oplever en større respekt fra brugerne af genbrugsstationen, når de henvender sig til ham.

”Når man taler med folk og fagligt begrunder det, de skal gøre, så finder de ud af, at man har langt mere mellem ørerne, end de gik og troede. Et af de spørgsmål, vi får hver dag, er, om affaldet ikke altid bare bliver brændt alt sammen. Her er det befriende rent faktisk at kunne fortælle den rigtige og mere nuancerede virkelighed til dem. På den måde gør vi en forskel,” slutter Søren Fjord.

 

Gå tilbage til nyheder