Matomo noscript

Grøn fjernvarme fra Vestforbrænding til Lundtofte | Vestforbrænding

Grøn fjernvarme fra Vestforbrænding til Lundtofte

Fjernvarmerør i solskin

Lyngby-Taarbæk Kommunes kommunalbestyrelse har nu godkendt Vestforbrændings projektforslag for udbygning af grøn fjernvarme i den del af kommunen, som hedder Lundtofte.

I godkendelsen hedder det, at Vestforbrændings forslag følger kommunens strategi for udbygning af grøn fjernvarme, som også har en økonomisk fordel for de berørte borgere.

For Vestforbrænding er det en vigtig udbygning af fjernvarmenettet, da grøn energi og fjernvarme er højt prioriteret i vores strategi. Projektet har været undervejs længe, men er nu endelig blevet forløst. Projektet er også en vigtig del i Vestforbrændings kontinuerlige arbejde med at efterleve klimaaftalen, som blev indgået på Christiansborg tidligere på året.

”Den formelle overdragelse af projektet til Projektafdelingen er allerede startet. Nu skal opgaverne i udbud, og der skal detailprojekteres. Selve gravearbejdet forventes at begynde fra juni måned,” forklarer Søren Løgstrup Hansen, som er Distributionschef i Vestforbrændings Grøn Varmeforsyning.

Projektet i Lundtofte betyder, at 32 installationer, primært større boligforeninger i etagebyggerier, skal konvertere fra gas og olie til grøn og bæredygtig fjernvarme, som forventes at blive en billigere løsning for de mange beboere i området.

Udbygningen vil optage 12.815 MWh af Vestforbrændings samlede varmeproduktion på i alt 1.200.000 MWh.