Matomo noscript

Når børn sorterer skrald | Vestforbrænding

Når børn sorterer skrald

Sorteringsguide til madaffald

”Det sjoveste var at se skraldebilen blive tømt ned i den store skraldespand,” siger My på seks år, som sammen med sin familie var på besøg og rundvisning på Vestforbrænding i vinterferien.

Kan et par gamle sko genbruges, hvis der er hul i sålen? Skal låget skrues af syltetøjsglasset, før det afleveres til glasaffald? Og hvor afleverer man et gammelt pilleglas, hvis der stadig er piller i? 28 børn og voksne fik deres sag for, da de besøgte Vestforbrænding i vinterferien for at blive klogere på sortering og genanvendelse af affald.

Fingre i skraldet

Før den store rundvisning på anlægget skal børnene med hjælp fra de voksne sortere en bunke affald og aflevere det de rette steder. De tager fx stilling til materialer og kommer med bud på mulighederne for genbrug. Det hele foregår i en fiktiv miniby med fx genbrugsbutik, supermarked, apotek, batteriindsamling og genbrugsstation. Og det er ikke så nemt, som man måske skulle tro, fortæller formidler Agnete Blum, som er formidler på Vestforbrænding og som stod for dagens seance:

”De laver jo nogle af de typiske fejl, man let kommer til, når man sorterer. Fx blev en tom liter kakao afleveret i pap, men den skal egentlig afleveres i restaffald. Så fik vi en snak om, at indersiden af kartonen er belagt med plastik, og når materialerne ikke kan skilles ad, kan de heller ikke sorteres,” fortæller Agnete Blum.

 

Vigtig viden

Peter Ellingsøe fra Rødovre har meldt sig til workshoppen sammen med sin kone og fire børn fra 6-12 år. Han synes, viden om affald, sortering og genanvendelse er vigtig viden at give videre til sine børn i disse år:

”Jeg er selv lærer og har besøgt Vestforbrænding med skoleklasser, så da jeg så annoncen i lokalavisen om muligheden for at komme i vinterferien, tænkte jeg, at det ville jeg gerne gøre med mine børn. Og så har jeg to drenge på seks år, som er helt vilde med store skraldebiler, så jeg vidste, det ville være et hit,” fortæller Peter Ellingsøe.

Peters datter Liva på 12 år synes det sjoveste ved besøget på Vestforbrænding har været at se affaldssiloen – Danmarks største skraldespand. Hun vidste godt den var stor, men blev alligevel imponeret over, hvor kæmpe stor den er. Og her er hendes lillesøster Frida på ni år enig:

”Det sjoveste var at se den kæmpe skraldespand og skorstenen,” siger Frida.

Vestforbrændings affaldssilo er 100 meter lang, og Rundetårn kan være derinde seks gange, hvis den bliver tømt.

Ikke ”bare” affald

Formidler Agnete Blum fortæller, at idéen med at få familier på besøg på Vestforbrænding i vinterferien er, at de får en forståelse for, at affald ikke ”bare” er affald, men at det er ressourcer, som kan bruges igen og igen.

”Når du sorterer dit affald, er du med til at give det et nyt liv og på den måde gøre en vigtig forskel. Den bevidsthed vil vi gerne give børnefamilierne, samtidig med at budskabet pakkes ind i en god oplevelse med leg og wauw-effekt,” fortæller Agnete Blum.

Det er i forbindelse med Vestforbrændings 50-års jubilæum, at interesserede kan komme på besøg og bogstaveligt talt få fingrene ned i skraldet. Formålet er at få gjort et stort samfundsanliggende nærværende for børnene og give dem et indblik i affaldets mange muligheder. Næste mulighed for at komme på workshop er i sommerferien, og hver måned er der to forskellige rundvisninger på værket. Læs mere på vestfor.dk