| 355 uger med samfundsansvar |
- Vestforbrænding er en af de større, offentlige arbejdspladser med 300 medarbejdere i vidt forskellige jobfunktioner, så vi føler en pligt til at have plads til elever, lærlinge og praktikanter, siger Vestforbrændings bestyrelsesformand Ove E. Dalsgaard, der også er borgmester i Ballerup. – Når vi selv rekrutterer folk med gode uddannelser, må vi også være med til at sikre, at fremtidens medarbejdere kan få disse uddannelser.
355 uger i 2012
Hvert år sætter Vestforbrænding 10 mål op, der fokuserer på de områder, ledelsen og medarbejderne skal prioritere ekstra.
- Her i 2012 angiver et af disse mål, at vi skal nå at have 355 uger med praktikanter, elever, lærlinge og andre samfundsansvarlige typer beskæftigelse, siger Ove E. Dalsgaard.
Også fleksjob
- Det er måske en lille belastning i hverdagen i afdelingernes arbejde også at skulle tage sig af praktikanter og elever, men unge mennesker skal opleve, at der er brug for dem, siger Ove E. Dalsgaard. – Det skal vi jo i øvrigt alle, så vores mål om "355 uger med samfundsansvar" dækker også over beskæftigelse i fleksjob og andre måder, vi kan imødekomme behovet for at fastholde borgerne med særlige behov på arbejdsmarkedet. Vi har gode erfaringer med at have medarbejdere ansat, der ikke kan klare fuldtidsjob på grund af sygdom eller handicap.