| Gerner, Britta, Lasse og Frida ta´r skraldet |
For de mindste elever lægger vi vægt på at:
- synliggøre affald og affaldsbehandling
- vise affald som en ressource
- vise eksempler på genbrugsprodukter
- grundlægge gode sorteringsvaner
- skabe handlingskompetence
- lade eleverne se og prøve lokale afleveringsmuligheder
- fange alle typer elever .
Vi tager altid udgangspunkt i elevernes egen hverdag, og hvad de selv gør med affaldet. Vi går altid i dialog med eleverne og får dem til at løse små opgaver eller lege budskaberne ind.
På børnenes niveau snakker vi om forskellige slags affald, og hvor de skal afleveres, og hvad der sker med det. Børnene møder vores fire små hjælpere: Gerner Genbrug, Britta Brand, Lasse Losseplads og Farlige Frida, der tager sig af affaldet, og hver især sørger for genbrug, forbrænding, deponi og specialbehandling. De kan også møde lille Mini, der er meget træt af, at hendes mor og far altid skal tømme skrald – hun ville ønske, vi ikke smed så mange ting ud.
Efter introduktionen er der rundvisning på forbrændingsanlægget, hvor I møder virkeligheden. Det er en levende arbejdsplads, ikke et museum. Dermed giver rundturen indblik i, hvor mange funktioner der er i drift, for at håndtere vores affald.
Praktiske oplysninger
Besøget varer ca. 2½ time fra 10.30-13.00. I tiden er der indlagt tid til, at I kan spise jeres madpakker i vores skolestue. Tidspunktet aftaler I med jeres guide.
For at få mest ud af jeres besøg, anbefaler vi, at I bruger tid før og efter besøget til at tale om affald. Brug evt. vores undervisningsmaterialer som inspiration, bl.a. har vi gratis klassesæt af hæftet "Affald - før, nu og i fremtiden".
Læs desuden vores sikkerhedsregler forud for jeres besøg.