| Juleaffald i Vallensbæk |
Julegavepapir
Julegavepapir kan ikke genanvendes. Papiret kan kommes i beholderen til dagrenovation eller afleveres på genbrugsstationen i containeren til småt brændbart.
Pap og blød plast (plastfolie)
Vi anbefaler, at du sorterer pap og blød plast fra og afleverer det på genbrugsstationen eller stiller det ud til storskrald. Jo mere man får sorteret fra, jo bedre plads har man i beholderen eller sækken til restaffald. Samtidig sparer man på naturens ressourcer til fremstilling af nye varer.
Metal
Alukapper fra fyrfadslys/alufoliebakker (rene) kan afleveres på genbrugspladsen i metalcontaineren.
Restaffald
Alt køkken- og madaffald skal som altid i affaldsposer og derpå i beholderen til dagrenovation. Den slags affald modtages ikke på genbrugspladserne.
Julesæk
Vi uddeler en Julesæk i uge 49, da mange i løbet af julen har mere affald end normalt. Sækken kan også benyttes på andre tider af året. Julesækken stilles ud ved siden af beholderen senest kl. 6 på den planmæssige tømmedag.
EXTRA sæk mærkater
Hvis du har mere affald, end der kan være i julesækken, kan du benytte en sæk (sort, klar, papir, osv.) som skal forsynes med et særligt mærkat, der kan skaffes ved at benytte selvbetjening på siden her. Du kan også ringe på tlf.: 8020 8030. Sækken forsynes med EKSTRA-mærkatet og stilles ud på den normale tømmedag.
Småt brændbart
Andet forbrændingsegnet affald end husholdningsaffald kan samles i en plast- sæk og afleveres i containerne til småt brændbart på genbrugspladserne – det er flamingo, hård plast, småt trælegetøj mv. Er man i tvivl kan man altid spørge pladspersonalet.
Julekort med musik
Alle produkter, der bruger batterier eller er forsynet med ledning, skal bortskaffes som elektronisk affald. Det gælder også slips med julemusik, julekort med musik, mobiltelefoner, gummisko med lys i, nissehuer med lys i osv. Den slags affald indeholder forskellige metaller og materialer, der udvikler miljøskadelige stoffer ved forbrænding, og må derfor ikke kommes i dagrenovationen.
Juletræer
Juletræer bliver indsamlet i uge 3 og 4 i januar måned i forbindelse med indsamling af haveaffald. Klik her og brug "Min affaldsplan" for at se, hvornår du får hentet haveaffald. Juletræer må gerne være over 1,5 meter lange.
Pynten og foden skal tages af træet.
Fyrværkeri
Lovligt fyrværkeri kan afleveres på genbrugsstationen. Lovligt fyrværkeri er mærket enten med et SIK-nummer, BRS-nummer eller er CE-mærket. Hvis fyrværkeriet ikke er udstyret med en af disse former for mærkning er det ulovligt og må ikke afleveres på genbrugsstationen.
Er du i besiddelse af ulovligt fyrværkeri, skal der rettes henvendelse til politiet, som sørger for, at det bliver hentet. Det må ikke afleveres på politistationen.
Flere oplysninger kan findes på sikkerhedsstyrelsens hjemmeside: www.sik.dk