Matomo noscript

Fjernvarme i Egedal: Overblik over anlægsarbejdet | Vestforbrænding
Fjernvarmerør klar til nedgravning

Fjernvarme i Egedal Kommune

I Egedal skal Vestforbrænding i 2024-25 grave en hovedledning igennem kommunen, så flere på sigt kan få fjernvarme.

Den kommende hovedledning vil gå på tværs af kommunerne Ballerup, Frederikssund og Egedal. Hovedledningen etableres i to dele. Del 1 af ledningen dækker strækningen fra Måløv i Ballerup Kommune til Stenløse i Egedal Kommune, mens del 2 går fra Ølstykke i Egedal Kommune og frem til Frederikssund Kommune. 

Ledningerne er nødvendige for, at flere kan få fjernvarme. Når begge dele af projektet er færdige, er fjernvarmenettet i Egedal Fjernvarmes forsyningsområde koblet sammen med Vestforbrændings fjernvarmenet i både Ballerup og Frederikssund Kommune.  

Udbygningen planlægges i tæt dialog med Ballerup, Egedal og Frederikssund Kommune samt Vejdirektoratet, som er vejejere af Frederikssundsvejen.

Del 1: Måløv til Stenløse

Hovedledningen fra Måløv til Stenløse er en ca. 6,5 km ledning, der placeres langs Frederikssundsvejen. Denne ledning skal sikre varmeforsyningen til de mange nye fjernvarmekunder i Egedal Kommune, som Egedal Fjernvarme skal koble på i de kommende år. 

Del 1 af etableringen af hovedledningen mellem Måløv og Stenløse forventes at starte i 2. kvartal 2024 og afsluttes i sommeren 2025. 

Del 2: Ølstykke til Frederikssund

Hovedledningen fra Ølstykke til Frederikssund er en ca. 8 km ledning, der placeres på private matrikler samt vejareal. Denne ledning vil gøre det muligt at forsyne Frederikssund med fjernvarme.  

Del 2 af etableringen af hovedledningen mellem Ølstykke og Frederikssund forventes at starte i 2. kvartal 2024 og afsluttes i foråret 2025.

Trafikinformation på Frederikssundsvejen

Vi forsøger at mindske generne i forbindelse med etableringen af hovedledningen, men vi kan desværre ikke undgå, at arbejdet vil give forsinkelser på særligt Frederikssundvejen.  

Når arbejdet går i gang, kan du følge aktuelle trafikale informationer på Trafikinfo.dk og P4 trafikradio.

Fjernvarmerør nedgravet i have

Her graver vi

På kortet kan du se planen for udbygningen af hovedledningen. Vi opdaterer kortet i takt med, at vi lægger nye fjernvarmerør.

Nedgravet hovedrør til fjernvarme

Status: Kirkebakken

Udbygningen af hovedledningen på Kirkebakken starter snart. 

Forventet tidsplan:

  • 2. kvartal 2024: Arbejdet på Kirkebakken starter. Gravearbejdet forventes at tage 13 uger. Der skal graves en ca. 1,2 km hovedledning ned, som kan forsyne flere af Egedal Kommunes borgere med fjernvarme. 
  • 3. kvartal 2024: Forventet afslutning på gravearbejdet på Kirkebakken. 

Under graveperioden lukkes Kirkebakken for trafik fra Veksø Bygade frem til Hovevej for (beboerkørsel tilladt). Mindre veje og stier ud mod Kirkebakken lukkes ligeledes af i graveperioden. Adgang til Veksø Kirke kan i perioden kun ske via Kirkestræde.

Fjernvarmekunde ikon

Flere kan få fjernvarme i Egedal

I de kommende år får flere husstande i Egedal Kommune tilbudt fjernvarme. Det er Egedal Fjernvarme, der står for at koble de enkelte husstande på fjernvarmenettet. Du kan læse mere om udbygningen af fjernvarmenettet på Egedal Fjernvarmes hjemmeside.