Borgerne i Vestforbrændings ejerkommuner sorterer mere end 61 pct. af affaldet fra til genanvendelse

- 06-06-2018

Vestforbrænding er Danmarks største affaldsselskab, og det forpligter til at gå forrest i arbejdet i arbejdet for mere genanvendelse.

Som det vil fremgå af bestyrelsens beretning ved Vestforbrændings generalforsamling, som finder sted den 7. juni, fremhæver bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen opnåelsen af et helt centralt mål for Vestforbrændings kommuner: i 2017 var borgerne i Vestforbrændings opland med til at udsortere mere end 61% af deres affald til genanvendelse.

”Andelen af affald til genanvendelse i Vestforbrændings 19 ejerkommuner har været stigende i de senere år. Baggrunden er en meget aktiv og målrettet fælles indsats. Vi tilbyder borgerne ensartede og genkendelige løsninger på tværs af kommunerne - og borgerne vil gerne bidrage og leverer affald sorteret i høj kvalitet. Den del af affaldet, der endnu ikke kan genanvendes brændes af og bliver til grøn affaldsbaseret fjernvarme og el til lave priser” siger Ole Bondo Christensen i en udtalelse forud for generalforsamlingen. Ole Bondo Christensen tilføjer, at overliggeren for genanvendelse fortsat vil blive sat højt.

Succeshistorien omfatter ikke alene ejerkommunerne, men også de knap 1 mio. borgere og 60.000 virksomheder, som leverer affald til Vestforbrænding samt de mange forbrugere der får leveret grøn affaldsbaseret fjernvarme og el.

I forbindelse med generalforsamlingens afholdelse vil der blive udsendt en mere detaljeret pressemeddelelse om Vestforbrændings øvrige resultater i 2017.

Kontakt og information

Du er velkommen til at kontakte nedenstående for uddybning af denne pressemeddelelse eller ønsker om interview.