Grøn fjernvarme til Rådhuset

Den 11. juli blev der åbnet for fjernvarmehanerne til Lyngby Rådhus. Rådhuset er en af de største aftagere af fjernvarme i Lyngby. Det kan mærkes på kommunens CO2-regnskab.

- 12-07-2017

Mette Schmidt Olsen, Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lyngby Taarbæk Kommune siger:
 
”Fjernvarmeprojektet er med til at sikre, at store dele af kommunen får tilbudt både billigere og grønnere varme. Jeg er derfor rigtig glad for at rådhuset i dag er gået over til fjernvarme, og at kommunen derigennem bidrager til den grønne omstilling.” 

En ende på gravearbejdet i centrum

Udrulningen af fjernvarme er i fuld gang i de centrale dele af Lyngby. Alle i de nye fjernvarmeområder syd-vest for Lyngby Omfartsvej er blevet tilsluttet og har nu glæde af miljøvenlig fjernvarme i radiatorerne. 

Også området omkring Klampenborgvej og Lyngby Hovedgade er ved at komme med. Efter i en periode at have levet med gravearbejde i de smalle gader kan borgere og virksomheder nu glæde sig over, at næste skridt er, at fjernvarmen kommer helt ind i husene.

”Vi er glade for borgernes tålmodighed og stolte af, at vi nu for alvor rykker på at få grøn og billig varme frem til Lyngbys borgere. Nogle gange skal det være skidt, før det bliver godt,” siger Vestforbrændings energi- og distributionschef, Per Wulff. ”Vi ser derudover frem til de næste etaper uden for det centrale Lyngby, hvor der også planlægges fjernvarme til gavn for miljøet og pengepungen,” fortsætter Per Wulff.

Lyngbys CO2-udledning falder

Hver gang en borger eller virksomhed skifter fra naturgas til fjernvarme er det ikke bare en gevinst på varmeregningen, men også for miljøet. Man sparer ca. en tredjedel af CO2-udledningen, hvis man udskifter naturgas med affaldsbaseret fjernvarme. 

Vestforbrændings samlede fjernvarmeproduktion sparede miljøet for udledningen af næsten 100 tusind tons CO2 i 2016 ved blandt andet at fortrænge naturgas til opvarmning. Det svarer ca. til den CO2, alle Danmarks biler ville udlede, hvis de hver kørte 300 km. En stor del af den CO2-besparelse lander fremover i Lyngby.

Kontakt og information:

Du er velkommen til at kontakte nedenstående for yderligere informationer og uddybende interviews:

Lyngby Taarbæk Kommune: 
Mette Schmidt Olsen, Formand for Teknik- og Miljøudvalget, 
Tlf. 30505919 /  e-mail: msol@ltk.dk

Vestforbrænding:
Per Wulff, Chef Energi og Distribution
Tlf. 44857163 eller 21763594 / e-mail: pw@vestfor.dk