Store miljøfordele ved genanvendelse af aluminium

Aluminium er verdens mest udbredte metal, der bruges til en lang række formål, og er samtidig et råstof, der er ret miljøbelastende og ressourcekrævende at udvinde. Vestforbrænding indsamler metaller både ved husstandene, på genbrugsstationer og også i mindre mængder i kuber.

- 02-10-2017

Aluminiumsaffald er typisk øl-og sodavandsdåser, alufolie, cykelstel, rammer til bærbare computere m.m. 

Aluminium sorteres fra det øvrige metal (kobber, jern og rustfrit stål) på en metalvirksomhed. Efter en simpel omsmeltning kan aluminium genavendes i nye produkter, f.eks. kan mængden af aluminium fra ca. 500 almindelige sodavands-aludåser blive til et cykelstel.

Det giver ikke kun mindre genanvendelse, hvis aluminium kommes i skraldeposen under køkkenvasken. Når vi kommer aluminiumsdåserne til dagrenovation, og dermed til forbrænding, er det direkte skadeligt for vores ovne, fordi det smelter ved ca. 600 grader, hvilket er betydeligt lavere end forbrændingstemperaturen på ca. 1000 grader.

Derfor vil smeltede aluminiumsrester ’sive’ ned i ovnristene hvor det størkner under ristene og er årsag til dårligere drift og meget vedligeholdelsesarbejde. I undervisningen af skoleelever gør Vestforbrænding meget ud af, at forklare denne sammenhæng, og det er et væsentligt argument for at sortere de brugte aludåser til genanvendelse – udover at det selvfølgelig er godt for miljøet at genanvende.

Der er også store fordele for klimaet at hente ved genanvendelse af aluminium. Ved at genanvende 1 ton aluminium sparer vi miljøet for ca. 10 ton CO2, hvilket er en langt højere CO2-faktor end for andre metaller.