Vallensbæk Kommunes tre folkeskoler lynuddannet i affaldssortering

2.500 elever og lærere i Vallensbæk fik den 13. februar et undervisningsforløb lidt ud over det sædvanlige. Kommunens skoler skal til at sortere affald, og formidlere fra Vestforbrænding var mødt op for at kickstarte initiativet med et endagskursus.

- 23-02-2018

Ny affaldsrutine skaber miljøbevidsthed

Tre skoler har fået udleveret nye affaldsbeholdere, hvor affaldet bliver inddelt i fem kategorier – eller fraktioner: papir, metal, plast, madaffald og restaffald. De nye beholdere skal gøre det nemmere for elever og lærere at sortere affald samt øge bevidstheden om, hvordan affaldet bliver sorteret mest miljømæssigt korrekt.

Vestforbrændings undervisere instruerede på lynkurset skolerne i, hvordan deres hverdagsskrald skal inddeles og forklarede, hvorfor sortering netop er så vigtigt for bl.a. at kunne genanvende så meget affald som muligt.
 

Formidling i børnehøjde

Undervisningen foregik gennem kreative indslag og plakater, der skal hænge på skolerne og guide elever og lærere i den daglige sortering af affald. Jannik Lindén, der er formidlings- og udviklingskonsulent hos Vestforbrænding, fortæller:

”Det er enormt vigtigt, at vi kommer helt ud til vores borgere og fortæller, hvorfor det er så vigtig at sortere vores affald – og især de yngste, der er fremtidens forbrugere. Vi oplever en stor entusiasme fra folkeskoleeleverne, der meget gerne vil lære om affald, miljø og genanvendelse, og som også gerne lærer fra sig til deres forældre, når de kommer hjem.”


Flere skoler viser interesse

Vallensbæk er i forvejen en del af initiativet Indsamling på Tværs, som skal skabe en mere ensartet og effektiv affaldssortering. Derfor giver det god mening at øge ambitionsniveauet ved at omfavne skolerne, så der allerede her skabes fokus på affaldssortering og genanvendelse.

Ud over Vallensbæk Kommune har andre kommuner og skoler også udtrykt ønske om lignende ordninger og undervisningsinitiativer, og Vestforbrændings forhåbning er at kunne brede ordningen ud til endnu flere kommuner.