NatureLab: Affald og Kredsløb, 4.-6. klasse
Alle ved, man skal sortere affald. Men hvad er det godt for? Det kan elever i 4.-6. klasse blive klogere på i Vestforbrændings udendørs undervisningsrum, NatureLab.
Vestforbrændings undervisningsforløb i NatureLab gør eleverne klogere på, hvordan de ved at genanvende affald er med til at spare på naturens ressourcer og råstoffer.
Eleverne får kendskab til nogle af naturens råstoffer, som vi bruger til at producere helt almindelige hverdagsting, som f.eks. en dåse, en t-shirt og et syltetøjsglas. Gennem konkrete øvelser arbejder eleverne både med tilblivelsen af produkter, samt hvordan materialer kan genanvendes og indgå som ressource i et kredsløb, i stedet for at ende som affald. Herved bliver eleverne bevidste om, hvordan det at sortere sit affald er godt for naturen og miljøet på vores klode.
Nyt 5.000 kvadratmeter undervisningsrum
Forløbet foregår i vores nye 5.000 kvadratmeter store formidlingspark med fokus på genanvendelse og biodiversitet. Buske, træer, kvashegn, vilde blomster og højt græs danner en levende og inspirerende ramme om det nye udendørsforløb. Parken er inddelt i fem formidlingszoner, der hver repræsenterer et af materialerne glas, metal, plastik, træ og tekstil. Zonerne er indbyrdes forbundet af en junglebane, der er udført i de 5 materialer.
Forløbet varer 2 timer og 15 minutter inklusiv et kvarters pause. Med i forløbet hører også en rundvisning på værket med særlig fokus på genanvendelse. Hele forløbet foregår udendørs.
Det er muligt at spise medbragt mad i det nye madpakkehus, enten før eller efter forløbet.
Læringsmål for forløbet:
- Eleverne har kendskab til forskellige råstoffer og materialer fra naturen og kan identificere hvordan disse indgår i almindelige produkter
- Eleverne har viden om egenskaber ved forskellige råstoffer og materialer, samt hvordan disse indgår i naturlige og menneskeskabte kredsløb
- Eleverne kan beskrive processer fra råstof til færdigt produkt og fra produkt til ressource
- Eleverne har viden om enkle produktionskæder
- Eleven har viden om hvordan produktion påvirker naturgrundlaget
Booking af besøg
For at tilmelde dig skal du oprette dig som bruger i systemet. Har du behov for hjælp, er du meget velkommen til at kontakte os på følgende e-mail besog@vestfor.dk eller telefonnummer 44 85 71 11.
Telefonen er åben alle hverdage mellem kl. 07.30 – 12.00
Praktiske oplysninger
- Tid: 2 timer og 15 minutter inklusiv et kvarters pause og rundvisning på værket.
- Frokost: Det er muligt at spise medbragt mad i madpakkehuset, enten før eller efter forløbet.
- Sted: NatureLab (udendørs), Vestforbrænding, Ejby Mosevej 219, 2600 Glostrup.
- Sikkerhed: Forud for besøget skal I læse Vestforbrændings sikkerhedsregler
- Deltagerliste: Husk at medbringe liste med for- og efternavne på alle deltagerne.
- Forberedelse: Forløbet foregår udendørs, så husk tøj til vejret.
- Specialklasse: Ring eller skriv til os, så finder vi det rigtige forløb. Telefon 44 85 71 11 eller besog@vestfor.dk