Matomo noscript

Maskinmester og multikunster | Vestforbrænding
Peter Bech Haupt

Maskinmester og multikunster

Mød produktionschef Peter Bech Haupt.

Peter Bech Haupt er drevet af at bidrage til den grønne omstilling – både gennem strategisk arbejde med politiske målsætninger, men også ved helt (lav)praktisk driftsarbejde og koordinering af samarbejder. Og det er den afveksling, der gør, at han møder engageret på arbejde hver dag.

Han er med egne ord lidt af en multikunstner. I sin hverdag jonglerer han med et væld af opgaver inden for drift og produktion på Vestforbrænding. Men han har også kontakt til resten af forretningen og er ikke bleg for at bruge sin viden og medvirke til at udvikle nye undervisningsforløb til skolebørn eller deltage i projekter, der optimerer forbrændingsanlægget.

”Vestforbrænding er en ambitiøs virksomhed, som har begge ben plantet midt i den grønne omstilling. Der er det drive fra medarbejderne, der skal til for at skabe forandring i affaldssektoren. Er man nysgerrig og har gåpåmod – og kan være både nørdet og eksekverende, så er det lige stedet,” siger Peter Bech og fortsætter: “Det giver mening for mig at være med til at løse en samfundskritisk opgave og samtidig bidrage til en mere bæredygtig fremtid.”

Vild med alsidigheden

Det er ikke kun er målsætningerne på klimaområdet, der motiverer Peter Bech. Det er i høj grad også alsidigheden i opgaverne og forandringerne i hverdagen:

”Jeg har været projektleder, vagtchef, idriftsættelseskoordinator og driftsleder - og er nu produktionschef. Jeg er vild med den spændvidde, der er i det, jeg laver, og den mulighed for personlig og faglig udvikling, som der er på Vestforbrænding. Jeg kan lide at løse udfordringer og få tingene til at gå op i en højere enhed, og det er der i sandhed rig mulighed for her.”

Peter Bech uddyber: ”Det kan fx være at undersøge et driftsproblem, veje løsningsmulighederne og sætte den rette bemanding, alt efter hvad du skal have lavet. Og så skal det ofte gå stærkt, så der er ofte meget action på en arbejdsdag.”

Peter Bech Haupt i pumpehallen

Både strategi og praksis

Peter Bech er også med til at implementere Vestforbrændings strategi – og omsætte den til konkrete handlinger: ”Jeg er med til at vurdere, hvilke tiltag der skal sættes i gang nu og på sigt, og jeg oversætter de højtflyvende gloser i strategien. Det er meget motiverende at være med til at påvirke den grønne omstilling gennem det, vi laver i driften og produktionen ved at komme med konkrete anbefalinger og implementere direkte.”

Peter Bech forklarer, at han er særligt glad for at være dén, der forbinder kolleger på tværs af organisationen:

”Meget af min hverdag går med at forbinde folk, bemande og afklare faglige kompetencer i forbindelse med forskellige opgaver. Efter mange år på Vestforbrænding er jeg blevet virksomhedssmart. Jeg ved, hvem jeg skal tale med, og hvor jeg skal ordne tingene. Og jeg møder altid imødekommende kolleger, der gerne vil hjælpe. Kollegerne herude er meget løsningsorienterede, og de er samtidig utroligt behagelige at samarbejde med. Og fagligt kompetente.”

Glad for afvekslende hverdag

Peter Bech trives med, at alle dage er forskellige – og på Vestforbrænding ved han aldrig, hvad han møder ind til: ”Min hverdag er typisk præget af kalenderaftaler, og så er der tid til at sagsbehandle i løbet af dagen. Men jeg ved aldrig, hvad jeg møder ind til om morgenen. Der kan være sket noget på værket i løbet af natten, der kræver, at jeg omgående ændrer min planlægning for dagen. Det er den afveksling, jeg godt kan lide i mit arbejde.”

Han uddyber: ”På én og samme dag kan jeg have været næsten hele vejen rundt på Vestforbrænding. Jeg kan tage imod nye maskinmesterpraktikanter om morgenen, deltage i et møde hos IT om formiddagen, spise med kolleger fra driften ved frokosttid og så hjælpe vores kommunikationsafdeling med et interview om eftermiddagen.”

Tiden står aldrig stille

En anden ting, Peter Bech sætter fingeren på som motiverende, er udviklingen og de konkrete tiltag, der sker på Vestforbrænding – for, som han understreger, står tiden aldrig stille:

”I den tid, jeg har været på Vestforbrænding, har der stort set altid været et større byggeprojekt. Der er blevet bygget en ny administrationsbygning. Der er kommet nye undervisningslokaler og -forløb til for skoler, virksomheder og borgere. Revet gamle anlæg ned og installeret varmepumper. Og så er vi ved at projektere et Carbon Capture-anlæg, der skal indfange CO2 fra affaldsforbrændingen. Det er bare noget af det, der er sket. Jeg troede, at jeg efter to år ville have udtjent min opgave, men jeg tog grueligt fejl. Nu er jeg her på 14. år.”

Mød andre medarbejdere

Her kan du læse, hvad syv andre kolleger laver, og hvorfor de arbejder i Vestforbrænding.