Gå til main indhold
22. april 2022

Dit flamingo ender som gulvisolering

Som et forsøg indsamler Vestforbrænding brugt flamingo, der kan genanvendes som isoleringsmateriale i gulve.

Det næste halve år indsamler Vestforbrænding brugt flamingo (polystyren) og afsætter det til varme- og støjisolering i gulve. Forsøget begynder på genbrugsstationen i Frederikssund og udvides hurtigst muligt til genbrugsstationerne i Stenløse og Ølstykke, fortæller forretningsudvikler Iben Stanhardt.

”Inden udgangen af 2022 er det planen, at vi kan indsamle flamingo på alle 24 genbrugsstationer i Vestforbrændings kommuner. På den måde kan ret store mængder flamingo genanvendes og dermed undgå at blive brændt. Det er med til at mindske CO2-udledningen.”

Den anslåede samlede mængde fra alle Vestforbrændings genbrugsstationer bliver 500-750 ton flamingo pr. år.

Hvad sker der med den indsamlede flamingo?
Vestforbrænding har indgået et samarbejde om genanvendelse med virksomheden ThermoWhite Danmark, der granulerer både hvid og farvet flamingo til kugler og bruger dem til gulvisolering, forklarer Iben Stanhardt.

”Firmaet bruger en lim, der gør det muligt at adskille flamingokuglerne igen og genanvende dem til gulvisolering op til tre gange. Dermed kan flamingoen være del af en cirkulær økonomi i minimum 150 år.”

Minimeret transport
For at spare plads og minimere transporten bliver det indsamlede flamingo neddelt til 3-4 cm. store stykker allerede på genbrugsstationerne. Flamingostykkerne bliver suget ind i en lastvogn og transporteret videre til fabrikken, hvor det bliver granuleret til kugler.

”Der er jo ingen grund til at bruge mere plads end højst nødvendigt på at transportere ren luft, som der jo er meget af i flamingoemballage. Og med sugesystemet undgår vi, at små flamingostykker spreder sig til omgivelserne,” slutter Iben Stanhardt.

Kontakt
Du er velkommen til at kontakte Iben Stanhardt på IBES@vestfor.dk eller Carsten Vest Rasmussen på CVR@vestfor.dk med spørgsmål til flamingo-forsøget

Gå tilbage til nyheder