8. juni 2020

Kom på virtuelt besøg på Vestforbrænding

I en række nye film kan du komme bag murene på Vestforbrænding og bliver klogere på, hvad der sker med affaldet fra en million mennesker.

Hvad sker der, når skraldebilen læsser affaldet af? Hvordan ser Danmarks største skraldespand ud? Hvorfor bruger man dynamit i ovnen? Og hvordan renser man røgen i skorstenen? Det og meget mere kan du få svar på i en række nye film fra Vestforbrænding. 


Bag om Vestforbrænding

Sidste år havde Vestforbrænding over 27.000 besøgende, og på en almindelig uge har vi besøg af omkring 30 skoleklasser. Det har Corona-krisen desværre sat en midlertidig stopper for, og masser af skoleklasser og andre gæster har fået aflyst deres besøg. Derfor er Vestforbrænding i gang med at lave en række film, der tager seerne med på besøg og viser steder på værket, man normalt ikke kan komme. To film er allerede klar - og flere er på vej.

”Vi er vant til at have gæster hver eneste dag og undervise i, hvordan man genanvender affald eller brænder det og laver energi. Derfor er det helt oplagt for os at finde nye måder at dele vores viden på, så skoler og andre interesserede alligevel kan blive klogere på, hvad vi laver. De kan endda få lov til at se steder, vi normalt ikke kan vise på en rundtur,” siger formidlingschef Marie Louise Krogh-Nielsen


Klogere på affald

I filmene er det to af Vestforbrændings erfarne formidlere, Petar Granic og Eva Fischer Alstrup, der viser rundt og fortæller, hvad der sker på forbrændingsanlægget. Den ene film viser, hvordan affaldet bliver læsset af til enten genanvendelse eller til forbrænding i Danmarks største skraldespand. I den anden film kommer man helt tæt på de to kæmpe ovne, der brænder affaldet og bliver gjort rent med dynamit, hamre og bilfælge. Tredje film, som endnu ikke er klippet helt færdig, viser, hvordan røgen bliver renset, inden den bliver sendt ud gennem den 150 meter høje skorsten.

”Tanken er, at Petar og Eva på en sjov og underholdende måde skal gøre børn og voksne klogere på, hvad der sker med deres affald. Det skulle også meget gerne gøre dem mere bevidste om, at det faktisk gør en forskel, når vi sorterer vores affald”, siger Marie Louise Krogh-Nielsen.


Få besøg af affaldsekspert

Filmene er ikke det eneste Corona-venlige tilbud, Vestforbræding har på hylden. Siden 11. maj har skoleklasser i Vestforbrændings ejerkommuner kunne få besøg af en affaldsekspert, som sammen med elever og lærere sætter fokus på miljø, genbrug og sortering af affald. Forløbet foregår udendørs på skolens område, og eleverne skal selv være aktive og samle skrald i mindre grupper med gribetænger og efterfølgende sortere det i de rigtige affaldsfraktioner.


Se filmene 

 

 

Book dit besøg

Du kan booke skolebesøg på vestforbrænding til efter sommerferien fra den 22. juni. Vi har besøgstilbud tilpasset forskellige klassetrin fra 0. klasse og op. Du kan også booke en affaldsekspert, der kan komme på besøg på skolen. Vi har også løbende åbne besøgsaftener med rundvisninger for voksne og børn fra 9. år.

Læs mere og book dit besøg

Gå tilbage til nyheder