Gå til main indhold
3. september 2019

Pressemeddelelse: Vær med til verdens største affaldsindsamling

Sammen med Vestforbrænding byder 12 genbrugsstationer store og små borgere velkommen til verdens største affaldsindsamling lørdag d. 21. september kl. 10-15.

World Cleanup Day er et verdensomspændende initiativ, hvor almindelige borgere samler affald i naturen i deres lokalområde. På den lokale genbrugsstation vil det være muligt at låne gribetænger, affaldssække og gule veste. Personalet på genbrugsstationen hjælper selvfølgelig med vejledning. 

Verdensomspændende affaldsindsamling – i dit lokalmiljø

World Cleanup Day er verdens største affaldsindsamling og engagerer ca. 17 millioner borgere i 158 lande verden over. I 2018 estimeres det, at der blev indsamlet mindst 88.500 tons affald på verdensplan på denne oprydningsdag. I samarbejde med kommuner og genbrugsstationer vil Vestforbrænding i år være med til at sikre, at rigtig mange danskere også har mulighed for at deltage.

Diplom og god stemning

Efter indsamlingen indleverer borgerne deres indsamlede affald, som bliver vejet og registreret i det internationale World Cleanup Day register. Alle børn får udleveret et diplom.

En ny tradition

Vestforbrænding håber med initiativet at indlede en ny tradition med en årlig tilbagevendende affaldsindsamling.
”Vi håber på stor opbakning til denne dag, hvor vi sammen med borgere i hele vores opland kan gøre en stor forskel for miljøet og gøre vores del af verden til et bedre sted at opholde sig for både mennesker og dyr,” siger kommunikationschef Per-Henrik Goosmann fra Vestforbrænding.

Der er ingen tilmelding til arrangementet, og du kan møde op når som helst i tidsrummet mellem kl. 10-15. Tag gerne naboen, kollegaen, vennerne og familien med.

Pressehenvendelser: Kommunikationschef Per-Henrik Goosmann, pgo@vestfor.dk / tlf. 40 38 76 31

Følgende genbrugsstationer deltager:


1. Ballerup Genbrugsstation, Energivej 44, 2750 Ballerup
2. Farum Genbrugsstation, Gammelgårdsvej 79, 3520 Farum
3. Frederikssund Genbrugsstation, Strandvangen 17, 3600 Frederikssund
4. Gentofte Genbrugsstation, Ørnegårdsvej 15, 2820 Gentofte
5. Hillerød Genbrugsstation, Lyngevej 2, 3400 Hillerød
6. Høje-Taastrup Genbrugsstation, Lervangen 1-3, 2630 Taastrup
7. Ishøj Genbrugsstation, Industrivangen 34, 2635 Ishøj
8. Jægerspris Genbrugsstation, Nørhaven 8 Over Dråby, 3630 Jægerspris
9. Ledøje-Smørum Genbrugsstation, Hassellunden 2B, 2765 Smørum
10. Skibby Genbrugsstation, Bronzeager 5, 4050 Skibby
11. Stenløse Genbrugsstation, Toppevadvej 28, Ganløse, 3660 Stenløse
12. Ølstykke Genbrugsstation, Tranekærvej 6-8, 3650 Ølstykke

Gå tilbage til nyheder