Gå til main indhold
27. oktober 2020

Vestforbrænding 50 år

I dag den 28.10. er det præcis 50 år siden, Vestforbrænding blev sat i drift. Og meget er sket på fem årtier - fra bortskaffelse til genanvendelse og genbrug, fra helt usorteret til meget sorteret, fra kraftig røg fra den 150 meter høje skorsten til nutidens vanddamp.
Luftfoto Vestforbrænding

I takt med samfundsudviklingen og gradvis fokus på miljø, klima, udnyttelse af jordens ressourcer og affaldsøkonomien, har Vestforbrænding været med på hele rejsen - og er det fortsat. I Coronaens tegn desværre uden den store festivitas.

"Vi ville så gerne have sat den helt store fejring op. Men med den delvise nedlukning af aktiviteter i samfundet, giver det ikke mening, og vi må vente på den dag, hvor tingene igen bliver normale,” siger direktør Steen Neuchs fra Vestforbrænding. Han fortæller, at dagen bliver markeret internt med en videosammenkomst for alle medarbejdere, hvor der bliver sagt stort tillykke og med fødselsdagslagkage til de, der er til stede i Glostrup. De historiske rundvisninger og alle eksterne aktiviteter er aflyst.

”Men selvom vi ikke kan fejre Vestforbrændings 50 år på den helt gode måde, så er der al mulig grund til at fejre selve historien og de mange mennesker bag. Der er grund til at fejre de visionære borgmestre på Københavns Vestegn, som satte en stopper for miljøforurening på fyldte lossepladser. Der er grund til at fejre 1970’ernes spæde initiativer til genanvendelse og 1980’ernes miljøbevidste borgere, som satte skub i genbrug med landets første genbrugsstation på selve Vestforbrænding,” siger Steen Neuchs.

Han tilføjer, at andre historiske milepæle som udnyttelse af teknologiske landvindinger, der i 1990’erne gjorde det muligt at rense røgen fra affaldsforbrændingen og udnytte processen til at producere elektricitet også fylder meget i Vestforbrændings historiske bagage.

”Vores historie rummer så mange elementer, som understreger, at Vestforbrænding er en del af det samlede samfundsansvar. Ikke mindst vores uddannelsestilbud og læringsmiljøer med knap 28.000 besøgende årligt, viser at vi og vores ejerkommuner tager ansvaret for fremtiden alvorligt,” fortæller Steen Neuchs.


I morgen starter i dag

Vestforbrænding hviler ikke på laurbærrene, og en ny strategisk retning er sat. Endnu  grønnere energi, mere genbrug og genanvendelse og en snarlig åbning af ikke mindre end en verdensnyhed i form af forsøgsanlægget HaloSep, som i et tæt samarbejde mellem EU-Life, Stena og Vestforbrænding vil omdanne flyveaske fra forbrændingen til genanvendelige materialer, som ikke belaster omgivelserne.

”Vores mantra er, at i morgen starter i dag. Ligesom det var tilfældet for 50 år siden, vil Vestforbrænding arbejde målrettet for et fortsat bedre klima, et renere miljø og en cirkulær økonomi. Teknologierne er anderledes i dag men vores mindset skal være det samme; vi skal starte i dag for at ændre tingene til det bedre i morgen,” slutter Steen Neuchs.


Kontakt og information:

Du er velkommen til at kontakte:

Per-Henrik Goosmann, pressechef Tlf. 44857117 eller 40387631 / e-mail: pgo@vestfor.dk  for yderligere informationer og aftaler om interview med Steen Neuchs.

Læs historisk artikel om Vestforbrænding: Fra udryddelse til udnyttelse af affald

 

Se billeder fra en svunden tid:

Gammelt kontrolrum
Vejeboden
Modtagehallen
Datidens skraldebiler
Gå tilbage til nyheder