Affaldet hober sig op i fattige lande

Affald i tredjeverdenslande udgør et kæmpe problem for klimaet og naturen. Det hober sig op og ender i havet eller på en af de mange gigantiske lossepladser, som udleder enorme mængder metangas. Det fortæller Vice President Torben Kristiansen fra COWI. Han har gennem en årrække arbejdet med at implementere affaldsløsninger verden over. Og der er hårdt brug for dem.

Af Birgitte Malm

Danmark har et af verdens mest velfungerende affaldssystemer. Vi tager for givet, at skraldespanden bliver tømt regelmæssigt, og at affaldet bliver genanvendt eller omdannet til el og varme. Men det er meget langt fra virkeligheden i mange udviklingslande, hvor affald har alvorlige konsekvenser - ikke kun for klima og miljø men også for de mennesker, der bor der.

Vice President Torben Kristiansen fra COWI kender utallige eksempler på katastrofal håndtering af affald i udviklingslande. En landsby begravet i affald fra et voksende deponi med 50 dødsfald til følge. Lossepladser, hvor affaldet rasler direkte ned i floderne. Fattige børn, der på bare tæer leder efter brugbart affald mellem kanyler og farlige kemikalier. Listen er desværre lang, for fattigdom sender klima og miljø langt ned på prioriteringslisten, fortæller Torben Kristiansen:

”Det er jo dyrt at være fattig – og så bliver man nødt til at låne fra naturen og fra fremtidige generationer ved at svine i dag. Og det er i virkeligheden det, der sker mange steder. Vi låner af vores børns fremtid.”


En brændende platform

Ifølge Torben Kristensen er de stigende affaldsmængder et alvorligt problem, som det haster med at finde en løsning på:

”Det er en brændende platform, som de store byer ved, at de skal gøre noget ved. Stadig flere søger mod byerne, forbruget stiger, og affaldet hober sig op. I en by som Johannesburg har de nu kæmpe problemer med i det hele taget at finde plads til deres affald,” fortæller Torben Kristensen og tilføjer, at floderne desværre også fungerer som affaldssystem i mange fattige lande - især i Asien.

Det er den primære kilde til de enorme mængder af plastik i verdenshavene, som ifølge prognoserne vil nærme sig mængden af fisk i 2050. Behovet for at etablere affaldssystemer verden over er alarmerende. Derfor bidrager organisationer som fx Verdensbanken og Asian Development Bank med at finansiere nye affaldsløsninger i udviklingslande – og COWI hjælper med rådgivning i Mali, Armenien, Indonesien, på Marshalløerne og flere andre lande.


Affaldsbjerge skaber problemer

Torben Kristiansen er netop vendt hjem fra Marshalløerne, hvor COWI hjælper med at forberede et forbrændingsanlæg. Øen er ca. 1,5 meter over havet - hvis man ser bort fra affaldsdeponiet, der er 25 meter højt. Det udleder 36 pct. af øernes drivhusgasser, og hver gang, der kommer nyt affald til bunken, rasler noget andet i vandet. Øerne ligger så langt væk, at affaldet skal sejles 5-6.000 kilometer for at blive genanvendt - så det sker af gode grunde ikke. Derfor er et forbrændingsanlæg den rigtige løsning.

”En losseplads udleder 24 gange så mange drivhusgasser som et forbrændingsanlæg, fordi affaldet udvikler metangas. Selvom man indkapsler affaldet i deponier, så er det umuligt at dæmme op for metangassen. I stedet for at lave metan på lossepladsen, så brænder vi affaldet af og laver strøm,” forklarer Torben Kristensen og fortæller, at det også har den fordel, at den spildolie, som er så svær at komme af med, kan bruges i forbrændingsanlægget.


Teknologien er det mindste problem

Selvom forbrændingsanlæg og nye affaldssystemer giver mening i mange udviklingslande, så er det ikke altid lige nemt at implementere løsningerne. Dårlig ledelse, korruption og manglende evner til at håndtere kompleksitet gør vejen til målet vanskelig. Ifølge Torben Kristiansen er det sjældent teknologien, der er problemet:

”I de fleste udviklingslande har man i dag noget skrald, nogen der transporterer det og en losseplads, som er forfærdelig. Det er totalt ukompliceret. Et velfungerende affaldssystem med genanvendelse, kompostering, forbrænding og deponi vil udgøre en revolution i forhold til kompleksitet. Og det er den største barriere. I Sydafrika var problemet fx at finde ud af, hvem man servicerer, og hvem der skal betale affaldsgebyr, for der er ikke et register over, hvem der bor hvor,” siger Torben Kristiansen og forklarer, at projekterne derfor ofte handler om at gå holistisk til værks og se på infrastrukturen, kapacitet,  kompetencer og finansiering. Men det er også nødvendigt at tage højde for hele den uformelle sektor og alle de interesser, der er i spil.

”Jeg har været med til projekter, hvor vi havde mulighed for at lave et fantastisk godt genanvendelsessystem, som der var fin økonomi i, men det ville underminere en borgmester og en bys toplederes korruption omkring deponiet,” siger Torben Kristiansen og forklarer, at det ofte er det muliges kunst at finde en løsning. Derfor kan det ende med et kompromis, som trods alt er bedre end udgangspunktet, fx et nyt og forbedret deponi, hvor man genanvender noget af metangassen.


Blind for problemerne

Affaldsproblemer bliver opfattet meget forskelligt afhængigt af, hvor man befinder sig i verden. Ofte negligerer politikerne problemerne, fordi andre  udfordringer trænger sig på og tager fokus i den politiske dagsorden, fx på uddannelses- og sundhedsområdet. Torben Kristiansen fortæller, at han har stået sammen med højtstående politikere, som har påstået, at de ingen problemer har med affald:

”Og så ser man lige uden for vinduet masser af skrald i gaderne og kanalerne - og måske døde heste. De ser ikke problemet i, at det blæser rundt med affald fra deponiet, og at vandet er fyldt med skrald - for én gang hvert tredje år renser man det jo op og kører affaldet væk,” siger Torben Kristiansen og fortæller, at den holdning desværre også gælder farligt affald:

”Olie og kemikalier har jo ofte den fordel, at det er flydende – så det er jo ikke noget problem. Det løber jo væk. Man trækker virkelig gigantiske veksler på naturen og fremtidige generationers muligheder. Det handler om at ville erkende det,” siger Torben Kristiansen og mener, at der ligger en stor opgave i oplysning og uddannelse.


Hvor der er vilje, er der vej

Heldigvis oplever Torben Kristiansen, at der er stigende opmærksomhed blandt græsrødder, NGO’er og unge i udviklingslandene omkring klima og miljø. De lægger pres på politikerne, som efterhånden også har fået øjnene op for problemerne. Så der er håb forude.

”Udfordringen er at finde de rigtige modeller for finansiering - men også for vedligehold og uddannelse. For hvis ikke vi laver det rigtige set-up, så er arbejdet spildt,” siger Torben Kristiansen og understreger, at det netop er dét, der er brug for hjælp til. Og efter hans mening, så burde det være muligt at løse affaldsproblemerne.

”Der er ikke den by, jeg har været i - selv i en lille landsby i Afrika - hvor alle ikke har en smartphone, og du kan få en Coca Cola eller en Bounty. Vi lever i en global forbrugskultur. Vi kan få alle varer overalt. Og når vi kan få varer ud til alle byer og har infrastrukturen, så må vi også kunne fragte affaldet væk. Hvis viljen altså er der,” afslutter Torben Kristiansen.