Matomo noscript

En skidegod nyhed for miljøet | Vestforbrænding

En skidegod nyhed for miljøet

Brugte toiletter på paller før transport til genbrugsbutik

Vestforbrænding har sendt sine første genbrugelige byggematerialer til videresalg hos Jensen Genbrug. Det markerer en milepæl i den store genbrugsindsats.

68 toiletter og 122 brugte håndvaske er kørt til Jensen Genbrug for at få nyt liv.

Siden juni 2023 har Vestforbrænding, som et forsøg, indsamlet genbrugelige byggematerialer fra kunderne på Høje-Taastrup Genbrugsstation til deres genbrugscenter. Efter en omhyggelig sortering og forberedelse er der nu et tilstrækkeligt stort parti toiletter og håndvaske klar til at blive solgt i Jensen Genbrug, så de kan komme ud til et nyt hjem. De udsorterede toiletter og vaske er fra almindelig anerkendte mærker som Ifö eller Gustavberg og fremstår uden synlige skader og i god stand.

Genbrugschef Stig Nielsen fra Vestforbrænding fortæller:

"Vores demonstrationsforsøg med at udsortere genbrugelige byggematerialer er et vigtigt skridt mod at finde bæredygtige løsninger for genbrug af byggeaffald. En betydelig mængde af det affald, vi traditionelt har smidt ud, kan faktisk genbruges. Vi er desuden stolte af, at det første parti genbrugsprodukter kommer fra den del byggeaffald, hvor en stor del normalt deponeres"

Boom i genbrugte byggematerialer

Denne milepæl er et bevis på genbrugspotentialet i byggeaffaldet. Hos Jensen Genbrug, som har over 20 års erfaring med genbrug af byggematerialer, bliver de indsamlede toiletter og vaske nøje renset og klargjort til salg både i deres fysiske butik i Lynge og online på jensengenbrug.dk.

Kenneth Vedel Hansen, chef for Jensen Genbrug, siger:

"Vi har set en stigning i efterspørgslen på genbrugte byggematerialer, og det er fantastisk at være en del af et projekt, der fremmer genbrug og giver disse materialer et nyt liv. Det er essentielt for vores branche."

Samarbejdet med Jensen Genbrug er en vigtig del af Vestforbrændings større mål om at genbruge 30.000 tons affald inden 2030. Ved at genbruge og forlænge levetiden på byggematerialer som toiletter og vaske, bidrager vi betydeligt til at reducere behovet for nye ressourcer og energiforbrug, der er forbundet med produktionen af nye produkter.

Ansat i Jensen Genbrug trækker palle med brugte toiletter
De brugte toiletter sælges videre fra Jensen Genbrug