Matomo noscript

Kommerciel chef skal sikre konkurrenceevnen | Vestforbrænding

Kommerciel chef skal sikre konkurrenceevnen

Heine Winding Lauenborg

Heine Winding Lauenborg tiltræder den 1. marts en nyoprettet stilling som kommerciel chef og indgår samtidig i Vestforbrændings topledelse, som nu får otte medlemmer. Ansættelsen er en del af vores strategi i forbindelse med overgangen til et liberaliseret marked, som træder i kraft i 2025.

Heine Winding Lauenborg kommer fra en stilling som markedschef for biogas og naturgas i DCC Energi A/S. Han har hentet store dele af sin erfaring i energibranchen, hvor han har arbejdet i både kundeejede og kommunalt ejede virksomheder. Heine skal i første omgang udvikle og implementere en ny overordnet kommerciel strategi, så Vestforbrænding kan intensivere sin markedsindsats og imødekomme fremtidige behov fra virksomheder, samarbejdspartnere og forbrugere.

”Jeg glæder mig meget til at løfte de mange nye spændende opgaver, som Vestforbrænding står over for at løse i et nyt liberaliseret marked, hvor der ikke tidligere har været krav om, at de kommunalt ejede affaldsenergianlæg har skullet agere kommercielt. Mit mål er, at den kommercielle strategi skal kunne fungere på tværs af virksomhedens mange forretningsområder med respekt for de enkelte områders markedssituation,” siger Heine Winding Lauenborg.