Matomo noscript

Nu bliver dit storskrald genanvendt | Vestforbrænding

Nu bliver dit storskrald genanvendt

Storskrald foran etageejendom

Vestforbrænding bliver første affaldsselskab i Danmark, som sorterer borgernes storskrald til genanvendelse. Selskabet har indgået aftale med Marius Pedersen om indsamling og sortering af storskrald til genanvendelse med start den 1. januar 2022.

Mere affald skal genanvendes

Storskrald bliver traditionelt brændt og omdannet til elektricitet og fjernvarme. Men med en ny ordning bliver alt indsamlet storskrald fra 1. januar screenet for, hvad der kan genanvendes, inden det bliver sendt til forbrænding. Ordningen omfatter 13 af Vestforbrændings ejerkommuner, og bliver sat i værk på baggrund af en række sorteringsforsøg på storskrald. Forsøgene viste, at minimum 20% af det indsamlede storskrald kan genanvendes. Men tallet kan blive langt højere i fremtiden, forklarer Anders Kiil, som er afsætningskonsulent hos Vestforbrænding:

”Når først vi for alvor kommer i gang med at sortere storskraldet og løbende får mere effektive teknologier og metoder, så er målet, at vi kommer en del højere op. De 20% er fastsat som et minimumskrav, og derfor kan andelen godt blive langt større. Og visse affaldstyper i storskraldet er naturligvis meget nemmere at genanvende end andre.”

Understøtter politiske målsætninger

Genanvendelse af storskrald understøtter regeringens klimamålsætning om 60% genanvendelse af affald i 2030. Derfor er dette et af de strategiske områder, som Vestforbrænding for alvor arbejder med.

”For at understøttestøtte den grønne omstilling og aktivt medvirke til at opfylde regeringens klimamål skal vi på Vestforbrænding hele tiden rykke grænserne for, hvordan vi behandler affaldet. Genanvendelse af affald er med til at reducere CO2-udledningen,” siger Vestforbrændings direktør, Steen Neuchs Vedel.

”I 2030 skal vi kunne levere minimum 60% reel genanvendelse af husholdningernes affald. At genanvende storskrald er et af flere skridt for at komme tættere på de 60%. Skal vi helt i mål, kræver det, at vi skaber de rette samarbejder og er med til at udvikle mere innovative teknologier,” fortæller Steen Neuchs Vedel.

Udbud med fokus på effektivitet

Vestforbrænding har valgt Marius Pedersen til opgaven. Det skete ved et udbud i foråret, hvor en række selskaber bød ind på opgaven. Kriterierne for udvælgelsen var bl.a. effektivitet i affaldssorteringen, en lav tabsrate samt kapaciteten til at sortere og genanvende flere typer affald. Og så er sporbarhed også et vigtigt element i aftalen.

”Vi skal vide, hvad der sker med affaldet fra villavejen, til det bliver til materialer, der kan bruges i nye produkter. Det står sort på hvidt i aftalen som et krav til den valgte samarbejdspartner,” understreger Anders Kiil.

Alle udsorterede fraktioner skal afsættes til genanvendelse på godkendte genanvendelsesanlæg inden for EU/EØS. Udsorteringen af affaldet sker maskinelt. Derudover udløses der en bonus for at sortere mere end de 20% af storskraldet til genanvendelse.

Nøgledatoer for udbuddet:

Deadline for udbudsrunde: 22. juni 2021

Kontrakt start: 1. januar 2022

Fakta: hvad er storskrald?

Storskrald er løse ting fra dit hus eller lejlighed, som er for store til at være i beholderne til restaffald og genanvendeligt affald. (IKKE Byggeaffald Farligt affald, PVC eller lignende som kan afleveres på genbrugsstationen).

Det er forskelligt, hvilke ordninger de enkelte kommuner har for genanvendeligt materiale fra storskrald. Ofte vil pap, metal, elektronik og træ blive hentet separat. Det der er tilbage, kaldes småt brændbart.

Småt Brændbart består overvejende af forbrændingsegnet affald, herunder - møbler, reoler, fjedremøbler, madrasser, tekstiler, tasker/kufferter, flamingo, samt klare sække med diverse tørre fraktioner uden indhold af dagrenovationsaffald.

Er du i tvivl så gå ind på din kommunes hjemmeside for at se hvilke materialer, der er omfattet af storskraldsordningen.

Kontakt og information:
Du er velkommen til at kontakte os for yderligere informationer og uddybende interviews.
Per-Henrik Goosmann, pressechef
Tlf. 40387631 / e-mail: [email protected]