Matomo noscript

Vestforbrænding klør på med fjernvarmeudvidelser | Vestforbrænding

Vestforbrænding klør på med fjernvarmeudvidelser

Gravearbejde i vej ved etablering af fjernvarme

På trods af et næsten nedlukket samfund fortsætter Vestforbrænding udvidelsen af fjernvarmenettet i Nordsjælland og på Vestegnen.

Udvidelsen af Vestforbrændings fjernvarmenet fortsætter som planlagt. Selvom mange andre dele af samfundet kører på lavt blus, lægger Vestforbrænding stadig nye fjernvarmerør i jorden i samme tempo som hidtil. Det er særligt i området omkring Lyngby og Ballerup, at Vestforbrænding udvider fjernvarmenettet markant i disse år.

”Vi skal være med til at holde hjulene i samfundet i gang, hvor vi kan. Så vi fortsætter selvfølgelig med vores fjernvarmeprojekter under hensyntagen til de anbefalinger om fx at holde afstand, som myndighederne har udstukket. Fordelen er jo, at alle de arbejder foregår udendørs, så det er sikkert for vores entreprenører at arbejde videre,” siger Charlotte Schøn Mejlshede, der er leder for Energisalg og Eksterne Projekter.


Prøver at fremrykke projekter

Faktisk forsøger Vestforbrænding at udnytte den aktuelle situation med færre mennesker og biler på vejene ved at fremrykke projekter, hvor det kan lade sig gøre.

”Hvor det er muligt og giver mening, prøver vi at fremrykke vores projekter, så vi kan få overstået vejarbejder, mens de generer trafikken mindst muligt,” siger Charlotte og nævner også arbejder i nærheden af de nu tomme skoler og daginstitutioner, som kandidater til fremrykning.

I øjeblikket arbejder Vestforbrænding blandt andet med udvidelse af fjernvarmenettet i Ballerup og Lyngby samt med omlægning af ledninger langs den nye Hovedstadens Letbane. Tilslutning af nye kunder forgår indtil videre også som planlagt. Dermed fortsætter arbejdet med at sikre billigere varme til kunderne og bidrage til den grønne omstilling.