| Genbrugsstationer |
Fri adgang til alle genbrugsstationer
Virksomheder med mindre mængder af affald og borgere fra Vestforbrændings kommuner kan frit aflevere affald på genbrugsstationerne i Vestforbrændings opland. Det er dog en betingelse, at du leverer affaldet i køretøjer på højst 3.500 kg. + en trailer. Denne adgangsbegrænsning er indført, fordi store biler og trailere typisk kommer med store mængder affald, og det gør det vanskeligt for genbrugsstationerne at skaffe plads i containerne til alle brugere. Find den nærmeste genbrugsstation her.
Genbrug på genbrugsstationen
Brugerne på genbrugsstationerne kan sortere affaldet i mere end 20 forskellige fraktioner. Derefter bliver ca. 65 % af affaldet genanvendt. Målet i de kommende år er at endnu mere affald fra genbrugsstationerne bliver genanvendt.
Affald som er undtaget
Genbrugsstationerne tager ikke imod dagrenovation. Du kan eventuelt kontakte din kommune og høre mere om renovationsordningerne i din kommune.
Har du spørgsmål?
Du kan ikke kontakte genbrugsstationerne telefonisk af hensyn til den daglige drift. Selvom vi tilstræber at have ensartede regler omkring affaldsmodtagelse og åbningstider, så forekommer der mindre forskelle.
Kontakt derfor altid din kommune omkring de lokale regler, hvis du er i tvivl. Er du i tvivl om noget, når du opholder dig på genbrugsstationen, er du altid velkommen til at spørge personalet.
Klunsning forbudt
Det er forbudt at klunse (tage affald med hjem) fra genbrugsstationerne. Nogle genbrugsstationer har dog specielle containere eller områder, hvor borgere frit kan tage affald med sig hjem.
Klare plastsække - ikke sorte
For at sorteringen af affaldet skal blive så god som mulig, modtager vi kun affald i klare plastsække på genbrugsstationerne. Du kan derfor ikke længere bruge de gamle sorte sække. De klare plastsække giver personalet på genbrugsstationen bedre mulighed for at give dig vejledning om sortering af dit affald.

