| Kraftvarmeproduktion |
Vestforbrænding driver Danmarks største anlæg til forbrænding af affald. Alt det affald, der ikke går til genbrug, og som er forbrændingsegnet, bliver brændt.
På kraftvarmeanlægget i Glostrup har vi fire ovnlinjer med en samlet forbrændingskapacitet på 600.000 tons affald om året.
Her opfatter vi affald som en ressource på lige fod med andre energikilder. Det affald, vi forbrænder, fortrænger brugen af fossilt brændstof så som kul, olie og gas.
Vestforbrænding er Danmarks største producent af affaldsbaseret fjernvarme, med en årlig produktion på næsten 1,2 mio. MWh. Det ville kræve 170.000 tons olie at producere denne mængde energi.
Vi producerer også mere end 250.000 MWh elektricitet om året. Det ville kræve 44.000 tons olie at producere denne mængde energi.
Energien fra forbrænding af affaldet bliver brugt til el og fjernvarme svarende til omring 80.000 husstandes forbrug - eller næsten til det årlige forbrug i en by på størrelse med Odense.
Vores anlæg
Vores to største og nyeste ovnlinjer er kraftvarmeanlæg, som producerer el og fjernvarme. De er fra 1999 og 2005 og brænder henholdsvis 30 tons og 35 tons affald i timen. Vi har derudover to mindre linjer fra 1970, som hver brænder 10 tons affald i timen. Disse producerer kun fjernvarme.
Alle linjer har moderne røgrensning og lever med god margin op til de miljøkrav, som lovgivningen stiller til forbrænding af affald.