Matomo noscript

Adgangsvej | Vestforbrænding
Affaldsspande foran en villa, en voksen og to børn sorterer affald

Adgangsvej

Hjælp din skraldemand ved at sikre, at vejen til din affaldsbeholder er indrettet korrekt.

Adgangsforhold og placering af din affaldsbeholder

Adgangsvejen til din affaldsbeholder skal være indrettet, så skraldemanden kan hente affaldet uden besvær. Skraldemanden indsamler hver uge flere tons affald, så derfor er det vigtigt, at adgangsvejen til din beholder overholder kommunens bestemmelser for anbringelse og afhentning. Derved undgår skraldemanden unødige og uhensigtsmæssige løft og vrid.

Trin og trapper

Der skal hele vejen fra skel til standplads være fri adgang uden niveauforskelle. Derfor må der ikke være trin eller trapper.

Hældning

Hvis din indkørsel falder eller stiger fra skel til standplads, så må hældningen maksimalt være 1:10. Det betyder maksimalt 10 cm på 1 meter.

Fast og jævnt underlag

Underlaget på adgangsvej samt på standplads skal være fast i form af fliser eller asfalt. Perlesten, brosten, ølandssten, græsarmering samt løst grus og græs betragtes ikke som kørefast underlag ifølge kommunens regler og bestemmelser.

Maksimalt 20 meter fra skel til standplads eller maksimalt 5 meter efter koteletben

Din beholder må maksimalt stå 20 meter inde på grunden, så skraldemanden maksimalt skal gå 20 meter fra skel til standplads. For koteletgrunde gælder det, at din beholder må stå højest 5 meter efter koteletbenet.

Bemærk, at i Albertslund Kommune er det muligt - mod betaling - at få hentet mere end 20 meter fra skel. Kommunen skal i alle tilfælde godkende en placering, der er mere end 20 meter fra skel.

Maksimalt én låge eller én port

For at sikre en smidig arbejdsgang for skraldemanden må der maksimalt være én låge eller én port fra skel til standplads. Det gælder desuden, at der skal være uhindret adgang i forhold til vagt- eller alarmsystemer.

Frihøjde og -bredde på adgangsvejen

Overalt på adgangsvej samt på standplads skal der være en fri højde på mindst 2,1 meter. Hvis der kan forekomme parkerede biler langs adgangsvejen, skal gangbredden være mindst 1 meter for at mindske risikoen for at skade bilerne.

Hele adgangsvejen fra stedet, hvor renovationsbilen kan køre til, og til standpladsen, skal være minimum 1 meter bred.

Tilstrækkeligt lys på adgangsvejen

Overalt på adgangsvej og på standplads skal der være tilstrækkeligt lys til at skraldemanden kan orientere sig. Du skal særligt være opmærksom på at sikre tilstrækkeligt lys på den mørke tid af året.

Skrammel, gamle cykler eller andet

Husk at flytte fx skrammel og gamle cykler, så skraldemanden let og ubesværet kan hente din beholder og stille den på plads igen.

Har du hund, så vær venlig at have den inde eller i snor, når skraldemanden skal hente din beholder.

Udfordringer før skel

Du skal være opmærksom på, at der kan være udfordringer før dit skel, som betyder, at skraldemanden ikke kan hente dit affald.

Ordforklaring

Adgangsvej: Den vej fra skel til standplads, som skraldemanden skal gå for at hente en beholder.

Koteletgrund: En koteletgrund er en grund, der typisk ligger bag en anden grund, og som er forbundet med vejen ved en længere indkørsel. Betegnelsen skyldes, at grundens form minder om en kotelet.

Standplads: Det sted på grunden, hvor din beholder står.

Stadig i tvivl?

Hvis du har spørgsmål kan du kontakte vores kundeservice. På din kommunes hjemmeside kan du læse mere om affald generelt. 

Ring til os

Telefonen er åben mandag-torsdag kl. 7 - 15.30 samt fredag kl. 7 - 15

70257060

Skriv til os

Skriv til os, når det passer dig. Så vender vi tilbage hurtigst muligt. 

kundeservice@vestfor.dk